
Jeg udgav den første version af min bog “Udbryderkongen Carl August Lorentzens livshistorie - fortalt af en grandnevø” tilbage i 2015.
Carl August Lorentzen var en notorisk indbruds- og pengeskabstyv, men han var også en meget aktiv udbryder, der brød ud af fængsler og andre lignende institutioner, og det gjorde han ikke mindre end 14 gange. Den allermest berømte og spektakulære flugt var i 1949, hvor han gravede sig ud af Horsens Statsfængsel via en 18 meter lang tunnel, som han egenhændigt havde gravet under fængselsgården. Det havde taget ham 11 måneder at grave tunnelen. Natten mellem den 22. og 23. december 1949 kravlede han op af et hul i fængselsinspektørens kartoffelkælder og forsvandt ud i friheden.